Hvad kan jeg gøre nu, mens reglerne endnu ikke er endelige?

Hvad du konkret skal gøre

Den delegerede handling for møbler eksisterer ikke endnu, og det betyder, at de præcise krav — hvilke data, hvilken dataindehaver, hvilke undtagelser — endnu ikke er fastlagt. Det er ikke en grund til at vente. ESPR selv (Forordning (EU) 2024/1781) giver allerede vejledning om retningen, og en del af det arbejde, der senere vil være nødvendigt, kan allerede foregå nu uden dermed at løbe forud for de endelige regler.

Hvad der forventes af dig

Få overblik over egne produktoplysninger

Artikel 18 i ESPR beskriver, hvordan Europa-Kommissionen prioriterer produktgrupper og udarbejder arbejdsplanen. For en møbelfabrikant eller importør betyder dette især, at det er klart, at møbler står på planen, ikke præcis hvad der senere vil blive krævet af dem. Praktisk set er dette tiden til at kortlægge, hvilke oplysninger om materialer, sammensætning og herkomst af dele, der allerede findes inden for virksomheden, og hvilke der mangler. For en virksomhed med 10 til 100 medarbejdere finder disse oplysninger sig ofte spredt hos indkøb, produktion og en enkelt leverandør — det at samle dem er i sig selv en opgave, der tager tid, uanset hvornår forpligtelsen træder i kraft.

Indgå aftaler med leverandører i værdikæden

Artikel 38 i ESPR handler om kravene til aktører i forsyningskæden: den nævner, at parter i kæden kan få forpligtelser til at levere oplysninger, der er nødvendige for produktpasset. For en møbelfabrikant, der ikke selv producerer stof, skum eller beslag, betyder det, at egne paspasforpligtelser senere afhænger af, hvad leverandører leverer. At påbegynde samtalen med leverandører nu om, hvilke data de kan levere — og i hvilken form — forhindrer, at denne afhængighed først bliver tydelig på det tidspunkt, hvor de første pas faktisk skal udarbejdes.

Gennemgå eksisterende systemer kritisk

Mange virksomheder har allerede en form for produktdatabase, ERP-system eller artikelregistrering. Disse systemer er sjældent bygget med et produktpas in mente, men indeholder ofte allerede en del af byggestenene: artikelnumre, materialespecifikationer, leverandøroplysninger. Det er nu muligt at overskue, hvilke felter der allerede findes, og hvilke der strukturelt mangler. Hvem der stiller spørgsmålet kan jeg bruge min eksisterende produktdatabase til produktpassetgør klogt i at stille det spørgsmål nu i stedet for først når fristen bliver konkret.

Indsigt i omfanget af eget sortiment

For møbelfabrikanter og importører med mange varianter — farver, stoffer, dimensioner — er spørgsmålet om, hvordan et pas struktureres pr. variant, en separat udfordring. Dette spørgsmål er adskilt fra spørgsmålet om, hvornår forpligtelsen træder i kraft: kompleksiteten af hvordan opretter jeg pas til en møbelkollektion med mange farve- og stofvarianter kan allerede nu tænkes igennem, og resultatet heraf – for eksempel om der kræves et separat pas pr. variant eller et pas med varianter inden for én struktur – hjælper med at gøre et realistisk skøn over den nødvendige indsats.

Hvor det går galt i praksis

Et antal situationer går igen hyppigere end tænkt.

Vente til datoen er fastsat. Virksomheder udskyder al forberedelse, indtil den delegerede handling er offentliggjort, og opdager derefter, at indsamling af materialedata fra halvtreds leverandører alene tager måneder.

Manglende overblik over egen leverandørkæde. Især hos virksomheder, der køber dele fra flere parter — skum fra den ene, stof fra den anden, ramme fra en tredje — er det ikke altid klart, hvem der kan levere hvilke oplysninger, og hvem der ikke kan. Dette hul bliver først synligt, når der faktisk anmodes om data.

Antagelser om, hvad der allerede opfylder kravene. Et eksisterende kvalitetscertifikat eller en eksisterende produktspecifikation antages at være noget, der "vel nok er godt nok" til passet, uden at det er undersøgt, hvilke data et pas senere faktisk skal indeholde.

Uklarhed om, hvem i værdikæden der er ansvarlig. Ved import af møbler fra uden for EU er der uklarhed om, hvorvidt importøren, møbelproducenten uden for EU eller en anden part i kæden skal levere dataene — et spørgsmål, der vedrører artikel 38 i ESPR, og som uden klare aftaler på forhånd fører til forsinkelser, når det bliver obligatorisk.

Lagerbeslutninger uden at tage hensyn til fremtidige krav. Beslutninger om udløbende kollektioner eller udstillingsmodeller træffes uden at overveje, om og hvordan det lager kan sælges senere. Den, der tænker på det nu, finder ankerpunkter på hvad gør jeg med møbellager, der ligger der allerede, når reglerne træder i kraft.

Det, du kan fastsætte

Selv uden endelige regler er det muligt at sætte en række ting på papir nu, så overgangen til et obligatorisk pasport koster mindre arbejde på det tidspunkt, når datoen er fastsat:

• Et overblik over det nuværende sortiment, pr. produktlinje og pr. variant, med de materialer og komponenter, der er bearbejdet i dem.
• En liste over leverandører pr. komponent (stof, skum, træ, metal, beslag), med en notat om, hvilken leverandør der allerede kan levere materialeoplysninger, og hvilken der ikke kan.
• Aftaler med leverandører om datadeling, selv om det endnu ikke er kendt i hvilket præcist format, det skal være senere.
• En kortlægning af den eksisterende produktdatabase eller ERP-systemet: hvilke felter findes der allerede, hvilke mangler.
• Et første skøn over de omkostninger, som forberedelse og fremtidig implementering medbringer — en retning for det findes på hvad koster et produktpasport for møbler.
• En notat om status for udløbende eller gamle kollektioner, så lagerbeslutninger senere ikke står løst fra pasporthavepligten.

For virksomheder, der hellere følger en fast handlingsplan i stedet for at oprette en egen kortlægning, er der et overblik på hvordan tackler jeg produktpasset for møbler trin for trin. Så snart den delegerede handling er offentliggjort, og datoen er fastsat, angives det her hvornår bliver produktpasset obligatorisk for møbler.