Er jeg importør eller producent ifølge ESPR?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

ESPR'en skelner mellem fabrikanten og importøren, og denne skelnen afgør, hvem der bærer hvilken forpligtelse. En virksomhed, der selv designer møbler eller får dem produceret og markedsfører dem under eget navn, betragtes normalt som fabrikant. En virksomhed, der henter møbler fra uden for EU og som første i EU bringer dem på markedet, betragtes normalt som importør. Hvem der er ingen af delene — for eksempel en part, der videresælger færdige møbler fra en EU-fabrikant — falder ind under en anden ordning, nemlig distributørens eller forhandlerens. hvilke forpligtelser en distributør eller forhandler af møbler har beskrives separat der.

Fabrikantens forpligtelser (artikel 27)

Artikel 27 i ESPR'en (Forordning (EU) 2024/1781) pålægger fabrikanten forpligtelsen til at sikre, at produktet opfylder de gældende ecodesign-krav, og at produktpasset er til stede, korrekt og fuldstændigt. For en møbelvirksomhed med 10 til 100 medarbejdere betyder det praktisk, at teknisk dokumentation, materialsammensætning og oprindelsesoplysninger for dele skal være i orden, før et møbel forlader fabrikken. Hvem der selv producerer eller får produceret under eget brand, er efter loven fabrikanten — også hvis produktionen er udliciteret. Dette sidste punkt kommer regelmæssigt tilbage hos virksomheder, der sælger møbler under deres eget mærke uden selv at have en fabrikshalle.

Importørens forpligtelser (artikel 29)

Artikel 29 i ESPR'en (Forordning (EU) 2024/1781) beskriver importørens forpligtelse til at kontrollere, at fabrikanten uden for EU har gjort sit arbejde: produktpasset skal være til stede, og konformitet skal kunne påvises, før møblet når EU-markedet. For en importvirksomhed betyder det, at der ikke blindt kan stoles på det, som den udenlandske leverandør medbringer — kontrollen og, hvor nødvendigt, supplering af data påhviler importøren selv. Når en fabrikant, der sidder uden for EU, er det ofte det afgørende punkt: importøren bliver i praksis det første kontaktpunkt for passettets korrekthed, selvom dataene oprindeligt er leveret af en anden.

Når rollen skifter

En virksomhed, der starter som forhandler, kan gennem eget handlinger alligevel blive fabrikant. Det sker for eksempel, når et eksisterende møbel tilpasses eller forbles på en måde, der ændrer egenskaberne — et andet understel, en anden polstring med andre materialegenskaber, eller en ændring, der er relevant for ecodesign-kravene. Om det virker sådan i et konkret tilfælde, afhænger af præcist hvad der ændres; hvornår tilpasning af et eksisterende produkt fører til fabrikantskabet går nærmere ind på det.

Hvor det går galt i praksis

En række situationer kommer gentagne gange tilbage hos møbelvirksomheder, der for første gang skal håndtere denne klassifikation.

En virksomhed får møbler produceret hos en fabrik i Vietnam eller Kina og sælger dem under eget mærkenavn i EU. Virksomheden ser sig selv som "blot en forhandler", mens rollen efter loven er den som importør — med den tilhørende kontrolpligt for passettets indhold.

En møbelsnedker køber dele (ben, hængsler, polstringsstof) hos løse underleverandører og monterer endeproduktet selv. Virksomheden tror, at passettets indhold håndteres af underleverandørerne, mens det fulde ansvar for det komplette passet ligger hos fabrikanten af endeproduktet — den, der samler møblet og bringer det på markedet.

En importvirksomhed modtager et passet fra den udenlandske fabrik, som overfladisk set virker fuldstændigt, men hvor materialeopgørelser er forkerte eller forældede. Fordi importøren ikke kontrollerer dette før møblet sælges, opstår der et problem, som først kommer for dagen senere — ofte ved en klage eller en kontrol. Hvis du genkender dig selv i dette: hvem der er ansvarlig, når en leverandørs oplysninger i passettets indhold er forkerte beskriver, hvordan det ansvar ligger.

Et privatetkoncern-arrangement, hvor en detailkæde beder en producent om at fremstille møbler under kædens navn. Begge parter tror, at den anden er ansvarlig for pasportdataene, mens rollefordelingen er fastsat i, hvem der faktisk kvalificeres som producent. Dette sker så ofte, at der er en separat side om det: hvem der skal levere pasportdataene for møbler under privat label.

En virksomhed sælger via sin egen webshop og via en online markedsplads og går ud fra, at markedspladsen påtager sig pasportforpligtelsen. Det er ikke automatisk tilfældet; hvad produktpasspporten betyder ved salg via en online markedsplads viser, hvor ansvaret så ligger.

Det, du kan fastsætte

• En intern note, hvor det fastlægges, hvilken rolle virksomheden påtager sig pr. produktlinje — producent, importør eller forhandler — med begrundelsen herfor (hvem, der designer, hvem, der producerer, hvem der først bringer det på EU-markedet).
• Aftaler med leverandører om, hvem der leverer hvilke material- og oprindelsesdata, og i hvilket format, således at disse ikke mangler, når paspporten samles.
• En oversigt over alle udenlandske producenter, som der samarbejdes med, herunder spørgsmålet om, hvem der på deres vegne optræder som importør og påtager sig denne rolle.
• Kontraktlige aftaler med en privat label-producent om, hvem der leverer pasportdataene, og hvem der kontrollerer disse før salg.
• En fast arbejdsmetode til kontrol af indgående pasportdata ved import, herunder hvad der sker, hvis data mangler eller virker urigtige.
• Dokumentation af hver ændring til et eksisterende produkt, med spørgsmålet om, hvorvidt denne ændring gør virksomheden til producent.

Hvem der ikke fastlægger denne rollefordeling, løber ikke kun risikoen for et ufuldstændigt pasport, men også uklarhed ved en eventuel kontrol over, hvem der er ansvarlig for hvad. Hvem der præcist er ansvarlig for produktpasspporten for møbler giver rammerne herfor, og hvad der praktisk set sker, hvis disse forhold ikke er på plads, er beskrevet ved hvad der sker, hvis der ikke er et produktpasport for møblerne.